TILLBAKANÄSTA

 

 

Bevægelser mod det abstrakte - om Nicolai Howalts billedpraksis

TEXt: Kristine Kern, publicerat 2017-08-22

Light Break Wavelengths, 2014, by Nicolai Howalt, Unique light exposure C-type color paper print 25,5 x 20,3 cm. Courtesy Martin Asbæk Gallery & Bruce Silverstein Gallery.

 

”The true content of a photograph is not invisible.”

- John Berger

Den danske billedkunstner og fotograf Nicolai Howalt (f. 1970) har bevæget sig langt siden han afsluttede uddannelsen på fotoskolen Fatamorgana i København i 1992. Hans praksis spænder over både dokumentar og konceptuelt fotografi, bøger og installationer. Imidlertid fastholder han, at virkeligheden er hans afsæt og understreger at ”det konkrete udgangspunkt er vigtigt”. Han vil med egne ord gerne ”forbinde det ydre med det indre.” En gennemgående interesse for videnskab, især det naturvidenskabelige, er markant i hans senere arbejder.

Når man ser Nicolai Howalts praksis lidt fra oven, kan den ses som en bevægelse mod en stadig større grad af abstraktion. Fra tidlige, dokumentariske projekter som

N+T, 1998 og 3x1, 1999 over Boxer, 2003, som synes mere konceptuel i sin nøgterne sammenstilling af et ’før’ og ’efter’ kampen, til samarbejderne med Trine Søndergaard, hvor How to Hunt fra 2005/2010 nok er det mest kendte. Imidlertid er et projekt som Tree Zone fra 2007 mere interessant i denne sammenhæng, idet betydningen her i højere grad er abstraheret og lagt over til beskuerens egen, associative meningsdannelse.

Endnu mere abstrakt er serien Slutninger fra 2011 hvor man ikke ved første øjekast kan identificere motivet. Er det stjernebilleder, mikroskopiske detaljer, pixels, asfalt…? Nej, det er aske. Nærbilleder af små aske bunker. Jeg skulle vide det, før jeg kunne se det. Når motivet er identificeret, sporer titlen en ind på betydningen. Her smuldrer eksistensen og mennesket bliver til støv, ligesom det stjernestøv hvorfra alt liv kommer, som Anja C. Andersen beskriver det i sin katalogtekst ”Light and Star Dust” til udstillingen By looking down I see up. By looking up I see down.

Døden er et tilbagevende motiv i billedkunstens historie, og er blevet skildret på mange forskellige måder. Ofte repræsenteres døden ved en afdød person eller allegorisk som ’manden med leen’. Der kan også være tale om mere symbolske fremstillinger i form af stilleben-opstillinger med et råddent æble midt i frugtskålen eller en flue i blomsteropstillingen. Howalt har også tidligere beskæftiget sig med motivet i serien Car crash studies fra 2009, hvor nærbilleder af krøllede bilkarosserier, henviser til en forudgående ulykke – måske med døden til følge. I Slutninger er døden en kulturel abstraktion.  Her ser man blot aske i forskellige toner af grå. Her er det tanken, som fremstiller billedet af døden via de associationer som billedet (og dets titel) vækker.

Hvor Slutninger handler om døden, kan serien Light Break fra 2015 ses som en hyldest til livet, idet værket tager udgangspunkt i sollys; forudsætningen for alt liv. Projektet har flere dele og var i udgangspunktet skabt til en udstilling på Medicinsk Museion i København, hvor Nicolai Howalt valgte at tage afsæt i Danmarks medicinske historie, nærmere betegnet nobelpristager Niels Ryberg Finsens (1860 – 1904) eksperimenter med og udvikling af lysterapi. Finsen var banebrydende indenfor dansk, ja international forskning. Han brugte solens stråler, filtreret gennem forskellige glaslinser til behandling af hudtuberkulose (lupus vulgaris).

Finsens fototerapeutiske metode har meget til fælles med den analoge, fotografiske proces, idet lys gennem en linse blev overført til fotosensitivt materiale, i dette tilfælde huden.

Til sit projekt, Light Break, har Howalt brugt de selv samme glaslinser, som Finsen eksperimenterede med. I bogen Light Break – Photography / Light Therapy beskriver han det selv således i forordet: ”Finsen opdagede, at det var de usynlige lysstråler i yderkanten af det elektromagnetiske spektrum, der besad helende egenskaber. Det er disse samme lysstråler, som jeg afbilder i mit værk ved at udnytte sollysets evne til at sværte den fotografiske emulsion i negativ form for derved at billedliggøre selve strålerne.” (Howalt, 2015; 1). Billederne visualiserer således det ikke-sebare eller usynlige; altså solens stråler i hele lysets spektrum.

Light Break består af 300 - 350 forskellige unika, farvefotografer samt Finsens egne fotografier, som han optog for at dokumentere effekten af sine behandlinger. Desuden indgik nogle af de linser og lamper, Finsen selv havde tegnet og fik produceret til sine behandlinger – nogle af dem Howalt senere anvendte til sine lysoptagelser - som objekter i flere af udstillingerne, bl.a. den på Medicinsk Museion.

I mødet mellem de nutidige, abstrakte farvefotografier og Finsens sort/hvide dokumentarfotografier fra slutningen af 1800-tallet opstår en dialog på tværs af historien. De meget konkrete fremstillinger af sygdomsbilleder; patienter med lupus vulgaris før og efter behandlingen - fotografier der i øvrigt vækker mindelser om Howalts egen serie Boxer – sammenstillet med de abstrakte billeder af lys, åbner et rum for refleksioner over fotografiets væsen og billedets beskaffenhed. For hvad konstituterer et billede som fotografi? Er det materialet, mediet, receptionen eller kontekstualiseringen?

Endings by Nicolai Howalt, Endings No. 1,Endings No. 3, Endings N. 5, Endings No. 6, Endings No. 11 , Inkjet-print, diasec, 210 x 180 cm. Courtesy Martin Asbæk Gallery & Bruce Silverstein Gallery.

I en lille tekst til Fotografisk Centers udstilling, Det kameraløse fotografi i 2015, hvor netop Infra to Ultra blev vist, skriverlektor, ph.d. Lars Kiel Bertelsen: ”Som teknologi betragtet kan vi bedst beskrive ’fotografi’ som noget, der udfolder sig i et triadisk felt mellem lys, kamera og receptor (lysfølsom substans)”. Howalts billeder, der netop er blevet til uden kamera men ved hjælp af lys og receptor, kan med Kiel Bertelsens ord beskrives som ”ikno-grafi (gr. ichnos: spor) fordi den (relation i det triadiske felt) interesserer sig for andre måder at fastholde spor på end den perspektiviske (…)”. Netop ved at unddrage sig den centralperspektiviske fremstilling af motivet, som gives af kameraets billeddannelse, bliver fotografierne abstrakte, men viser sig samtidigt forestillende; som fremstillinger af et ”motiv”, i dette tilfælde sollys.

Ser man Light Break i et kunsthistorisk perspektiv, er det også netop den abstrakte kunst man vil relatere fotografierne til. Særligt vækker serien associationer til malere som Josef Albers og danske Ib Geertsen. Især Albers store serie Homage to the Square, påbegyndt i 1949 og indeholdende flere hundrede malerier og tryk, vækker ved sine kromatiske interaktioner mellem ligesindede farver associationer til Howalts fotografier. Men hvor Albers malerier er udtryk for streng, systematisk orden, omfavner Howalt det tilfældige og lader sine fotografier fremstås som aftryk af tilfældets alkymi. På den måde udfordrer han grænserne for fotografiet eller den fotografiske tradition.

I det lille skrift Towards a Philosophy of Photography skriver den tjekkisk fødte filosof Vilém Flusser om såkaldte eksperimenterende fotografer ”They are conscious that image, apparatus, program, and information are the basic problems that they have to come to terms with. They are in fact consciously attempting to create unpredictable information, i.e. to release themselves from the camera, and to place within the image something that is not in its program.” (Flusser, 2007, p. 81). Med Flussers forståelse af det eksperimenterende fotografis revolutionære potentiale, kan man således se Nicolai Howalts eksperimenter som en form for frisættelse af fotografiet, hvor billedet frigøres fra kameraets centralperspektiviske fastlåsning i en bestemt billedkonvention og dermed virkelighedsopfattelse. Således åbner værket sig for beskuerens aktive medtænken og peger på, at betydningen ikke bare er flertydig men kan konstrueres polyfont; flerstemmigt i og det et åbent kunstværks poetik.

Bornholms Kunstmuseum “BY LOOKING DOWN I SEE UP. BY LOOKING UP I SEE DOWN” by Nicolai Howalt, 2017.

Documentation, in-situ images from Fotografisk Center exhibition Det Kameraløse Fotografi, here Nicolai Howalt(April/May 2015), Bygning 55, Staldgade 16, 1699 København V. Billede Copyright © Kevin Broadbery/Fotografisk Center. Værktitel: Infra to Ultra, fra 2015.

I dag kan det være svært at fastholde et nogenlunde entydigt begreb om fotografi. Forskydningen fra analogt til digitalt fotografi har gjort et begreb som i udgangspunktet; i betydningen lysskrift, allerede var temmelig mangfoldigt, endnu mere pluralistisk.

Mange billedkunstnere arbejder dog, i lighed med Nicolai Howalt, stadig også med analogt fotografi og udforsker historiske fotografiske teknikker, eller eksperimenterer, som i Howalts tilfælde, med nye. I Light Break er det helt konkret Finsens farvefiltre og linser samt nutidige farvefiltre, Howalt har benyttet til at fange solens stråler og kaste dem ned på fotofølsomt papir.

Projektet har også kastet andre værkserier af sig, blandet andet serien Infra to Ultra fra 2015, der består af 2 X 7 farvefotogravurer. Her gentages det samme motiv serielt i en proces, der forskyder farveholdningen, idet farven gradvist opløses for hvert tryk. Mere specifikt har Howalt fortyndet farven med 25% for hvert tryk. Ophængt i to forskudte linjer over hinanden, mødes de i et næsten farveløst tryk på midten, hvor motivet nærmest opløses i den fuldstændige abstraktion.

 

 

Af mag. art. Kristine Kern

 

Litteratur:

John Berger: Understanding a Photograph, Penguin Books, London 2013 (1967)

Lars Kiel Bertelsen: ”Hvad er et fotografi?” i Kristine Kern m.fl. (ed.): Det kameraløse fotografi, Fotografisk Center, København 2015

Vilém Flusser: Towards a Philosophy of Photography, Reaktion Books, London 2007 (1983)

Nicolai Howalt: Light Break. Photography / Light Therapy, Fabrik Books, København 2015

Nicolai Howalt: By looking down I see up. By looking up I see down, Fabrik Books, København 2017