TILLBAKANÄSTA

Fotografiet er et transportabelt medie - Fotografiet transporterer

text: Kirstine autzen, verk: erik viklund, Cecilie Nicoline Rasmussen, Myne Søe-Pedersen
publicerat 2019-07-01

Dokumentationsbilleder af Erik Viklunds, Cecilie Nicoline Rasmussens og Myne Søe-Pedersens værker. Udstillingen Things, Places, Bodies i København under Copenhagen Photo Festival 2019 (Bild nr 1 er et dokumentationsbillede fra Photography to end all Photography –Det digitalt manipulerede fotografi 2018, Fotobiennalen på Brandts, Museum for Kunst og Visuel Kultur, Odense).

Verden kan trænge ind i billedet på mange måder. Fotografiet kan være et punkt, hvor verdens reflekterede lys brænder sig koncentreret fast på et stykke papir, vi kan tage med os og give intens opmærksomhed. Vi kan bruge fotografier som et prisme at betragte verden igennem. Billedet kan trænge ind i verden på mange måder. Det er en ny tilføjelse til verden. Vi kan opleve det uden at kende til historien bag billedet. Billedet er en ting, som kan gå i stykker, ligesom det kan opløse vores tanker og samle dem på nye måder.

I juni 2019 åbnede udstillingen Things, Places, Bodies i København under Copenhagen Photo Festival. Her havde jeg kurateret værker af syv meget forskellige kunstnere til at vises sammen, og dette essay er en krydslæsning igennem tre af værkerne på udstillingen, nemlig Om han var af Erik Viklund, and cars and chairs and af Cecilie Nicoline Rasmussen og Scanned Glass Plates af Myne Søe-Pedersen.

Unge mænd i opløsning

Erik Viklund har i perioden 2015 til 2017 fotograferet en lang række unge mænd, som han har opsøgt på gaden. Viklund fotograferede i relativt kort tid, og mange af portrætterne bærer præg af mødets flygtighed. Billederne er printet på papir, som Viklund fandt på gaden i samme periode. Papiret har folder, snavs og forskellige farver, og motiverne er printet med høj kontrast.

Erik Viklund, handbunden bok 2018. Titel: Om han var. I turordning: #1, #2, #3, #4, #5, #6 ,#7, #8 . Ur serien Om han var: Untitled #02, Untitled #03, Untitled #09, Untitled #22,Untitled #24, Untitled #48, Untitled #68, Untitled #75.

De unge mænd i Om han var bevæger sig tilsyneladende rundt i en sort-hvid by, hvor linjer er delvist visket ud, som var fotografiet en tegning. Sorte streger løber henover billedet, og tekstrester og misfarvninger i papiret blander sig med et tøvende blik fra en ung mand. Billederne lader til at være i opløsning. Bag fotografiernefotograferierne lurer blege billeder fra dengang papiret var nytrykt frem som billedspøgelser. Et sted i værket er der små lapper med telefonnumre, som kan rives af – et opslag fra jagten på et sted at bo?

I flere af Viklunds værker er billederne i opløsning. I bogen Sönder er motiver af landskaber og sne gået næsten helt i opløsning i printprocessen, og som i Om han var, forskydes fokus væk fra det repræsentationelle indhold over på fotografiet som materiale og som objekt. Motivet trækker sig tilbage som et ekko, og det er svært at sige, hvad der er mest forgængeligt; blikket, papiret eller printet. Om han var omslutter personernes akavethed i en sjældent fortalt historie om maskulin sårbarhed.

Excessens konkrete figurer

I Cecilie Nicoline Rasmussens arbejde finder man også akavethed mellem dekadente interiører, svulstige farver og dekorationer. Cecilie Nicoline Rasmussen kigger på verden og på alle dens enkeltdele og nyder overfloden. I and cars and chairs and fra 2019 and er det biler og stole, der spiller hovedrollen i en leporellobog vist på et bord.

Cecilie Nicoline Rasmussen. Værktitel og serietitel: "and cars and chairs and". Hand-made artist laporello book on archival fine art lustre paper.

I and car and chairs and viser hvert billede ikke kun enkelte, isolerede objekter, men også altid konteksten. Vinden, der løfter dugen på et cafébord et øjeblik. En lænestol med et dekadent blomstret betræk, men også gulvtæppet under den, som smyger sig rundt om stolen med sine egne komplekse snirkler. Rasmussen fotograferer med sit Contax T3 ud fra egne kategorier; fx farve, skulpturer, mad, mænd, stole, biler, men kategorierne er aldrig rene, der er altid et overskud af information, som stammer fra konteksten: Hvordan møder denne stol rummet omkring den? Hvordan står fotografen foran motivet, højt eller skævt for? Hvordan spiller disse farver sammen? Jeg læser i Rasmussens billeder om vores forhold til ting og steder og de måder, vi støder ind i hinanden på. Ikke for at fortælle disse tings konkrete historie, men som en måde at betragte verden som for at genopdage en skjult logik, jeg kun kender kropsligt.

Som betragter tager jeg plads mellem tingene i disse billeder og ser mig omkring i disse interiører; en stol på et flisegulv står og stritter, og jeg ved med det samme, hvordan det er at sætte sig der og mærke stolebenene skurre lidt mod de hårde fliser. Jeg dvæler ved billedet af en bil, og mine fingre ved intuitivt, hvordan det er at løbe en finger hen over køleren på, så støvet sætter sig på fingerspidsen.

Objekterne trænger sig frem på billedfladen, og i billederne ser jeg nøje på det hele. ”Bliv på tingenes overflade”, synes de at sige: ”Se på glidningerne mellem de forskellige overflader, se på netop denne vinkel på verden”. Billederne vidner om, hvor tæt forbundne vi er med ting og rum igennem vores direkte (og nogle gange kiksede) kontakt med dem.

Hos Cecilie Nicoline Rasmussen ser vi på de ting, der almindeligvis sorteres fra i styling og iscenesættelse. Billedernes snapshot-karakter understreger det flygtige i ethvert, det hurtige billede som er stjålet i forbifarten i en ubemærkelsesværdig situation.

Nye ting i verden

Fragmentet er ikke en kopi, men en autentisk del af sin oprindelige kontekst. Når noget brækkes af en helhed, så bliver det til i det samme øjeblik til som fragment. Når fragmentet transporteres fra sin oprindelige helhed til et nyt sted, så får fragmentet i det samme selvstændig værdi. Kan man sige, at et fotografi er et fragment? Og hvad er så helheden?

Myne Søe-Pedersen. Titel på verket : Scanned Glass Plates 7 - 14. Teknik: Printed on ebson archival mat paper, mounted on dipond, painted wooden frame.

Myne Søe-Pedersens værker Scanned Glass Plates fra 2018 består af glasplader lagt i en flatbedscanner og siden printet i 1:1. Glaspladerne i storformatsdimensionerne 4x5” tilbyder ikke noget narrativt indhold. I stedet er værkerne en sanselige, filosofiske undersøgelser af abstraktion, figuration og overflade.

Glasstykker, som oprindeligt var tænkt til at blive lave til glasnegativer, har Søe-Pedersen istedet lagt i scanneren og scanningen bliver til selve værket. Mange besøgende på udstillingen strakte intuitivt fingrene frem mod de lysende flader på den mørke baggrund. Trangen til at røre var enorm, for det er som om, glaspladerne var lige dér foran os. Alligevel er det en illusion, glaspladerne er der ikke - kun billedet af dem, og dette billede er skabt i mørke, hvor kun scannerens aflange lys langsomt skar henover motivet og dermed, linje for linje i computeren, tegnede et billede. Hvor meget beskueren end fornemmer nærværet af glasset, så er der alligevel tale om et definitivt fravær. End ikke lyset, der genskinner i glasset, var tilstede sådan som det ser ud nu, da disse billeder blev ’taget’. Deres forførende nærvær er kun en forestilling i min perception, kun billedet er fysisk tilstede.

Mellemrummene materialiseret

Alle værkerne nævnt i denne tekst viser det, som vi ellers vælger ikke at kigge på. Erik Viklund fører min opmærksomhed hen på kasseret papir og de øjeblikke af akavethed eller tøven, som man normalt vælger fra imellem billederne fra en portrætsession. Myne Søe-Pedersen havde egentligt skåret glaspladerneset egentligt med henblik på til at lave glasnegativer ud af dem, men i stedet skabte hun hypermaterielle billeder af netop det gennemsigtige glas, der skulle have båret billedet. Hos Cecilie Nicoline Rasmussen finder vi billeder af alle de ting og situationer, vi betragter som mellemrummene mellem egentlige begivenheder. Værkerne etablerer sig i verden som fysiske billedfænomener. Mellemrummene, hvis vi kan bruge dette ord som en samlende betegnelse, er trængt ind i billedet og ind i verden.

Kirstine Autzen er kunstner, fotograf og skribent. Hun er særligt interesseret i perception, krop, identitet og fotografiets hybridformer og grænser ind i andre medier. Hun er uddannet fra Fatamorgana skole for fotografisk billedkunst og er desuden cand.mag. i Visuel Kultur fra Københavns Universitet.

Erik Viklund (1982) är en fotograf vars arbete talar om det privata och det allmänna, om förgänglighet och minnen. Han har publicerat böckerna Stilla Hastighet (2012), Sönder (2014, HEAVY Books) och Om han var (2018) som släpptes på det egna förlaget Lihalaidun som han driver tillsammans med finske konstnären Heikki Kaski. Han tog sin kandidatexamen på Akademin Valand 2015 och påbörjar hösten 2019 masterprogrammet i Konst på Konstfack, Stockholm.

Cecilie Nicoline Rasmussen, born 1986, is a Danish artist currently living and working in Copenhagen. She graduated with honours in Fine Art Photography from Glasgow School of Art in 2013. With an inherent desire to document and collect with no adornment or dramatisation, her work focuses on a surrogate life. A life in which the objectification of things and people become a fetishisation of an attraction to humour and awkwardness found in the domestic, the banal and the everyday. Therein, becoming an empirical kitsch appreciation for the surface of the world.

I sin kunst undersøger Myne Søe-Pedersen virkelighed, illusion og aftryk. Hon er inspireret af fotografiets udvikling og proces og benytter mig derfor primært af fotografi og lys-eksperimenter. Hon undersøger hvordan vi opfatter og kategoriserer det optiske rum, som fotografiet skaber. Derved bliver det en konstant undersøgelse af, hvad fotografi er eller kan være. Myne arbejder med det serielle og gentagelsen. Herved kan der opstå en dybde og intensitet i hver enkel del af værket, som danner en helhed når værkerne samles.